Tanker om bloggen

I slutningen af sidste måned, var det et år siden, jeg skrev mit aller første indlæg her på bloggen. Det var dog først i starten af oktober, efter mit indlæg nr. 20, at jeg turde fortælle andre end Jimmy, om mallemor.dk.

I starten syntes jeg, at det var enormt grænseoverskridende, at fortælle andre om bloggen. Faktisk tror jeg, at jeg syntes det var lidt flovt, at jeg nu pludselig var sådan en, der havde en blog.
Jeg synes ikke længere, at det er hverken grænseoverskridende eller flovt, at blogge.
Jeg skriver udelukkende bloggen for min egen skyld. Hvis folk har lyst til, at læse med er det dejligt, men har de/I ikke lyst til, at læse mine ord, er det også okay.
Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver afsindig stolt, glad og beæret over, at der rent faktisk er (flere og flere) der læser med, her på bloggen. For det bliver jeg helt bestemt, rigtig meget!
På samme måde, som når I giver Jer tid til, at skrive kommentarer eller personlige beskeder til mig. Jeg har (ind til videre), kun fået støttende og positive kommentarer og det håber jeg naturligvis fortsætter.

Da jeg startede med at skrive, var det mest af alt fordi, at jeg havde vildt mange ord og tanker, der kørte rundt i hovedet på mig og som bare ville ud. Det er fortsat tilfældet, men efterhånden som månederne er gået og jeg har fået mere mod, vil jeg noget andet og mere med bloggen. Nu er det i ligeså høj grad vigtigt for mig, at skrive om tabuerne og de “grimme” følelser. For de er i den grad også en del af livet, særligt som forælder til et barn med et handicap.
Det er vigtigt for mig, at tillade mig selv, at tænke disse tanker (da jeg dermed tror, at jeg bliver et bedre og mere helt menneske). Men det er mindst lige så vigtigt for mig, at andre får en forståelse af, hvordan det (også) er, at være forældre til et barn med særlige behov.
Jeg har et par gange fået kommentarer og private beskeder, fra andre forældre til børn med særlige behov, som har skrevet til mig, at de har fået meget ud af, at læse min blog og at de finder den inspirerende. Det har hver gang fyldt mig med lige dele stolthed og lykke. For det er da ikke mindre end fantastisk, at mine ord kan noget, som kan betyde noget for andre!!

Nogle dage er bloggen en belastning. Eller belastning er nok ikke det rette ord. Men nogle gange fylder den (for) meget i min bevidsthed. Fordi der er et indlæg der presser sig på, men som jeg ikke helt kan finde ud af, at formulere.
Jeg er ret perfektionistisk i det meste jeg foretagre mig og det kan nogle gange være anstrengende, mest af alt fordi jeg ikke ejer ordens største overskud.

For det meste er bloggen en fantastisk ventil, hvor jeg kan råbe alt det ud, som jeg ønsker der skal råbes ud. For det er bestemt ikke alt, jeg synes skal råbes ud. Jeg bliver aldrig sådan en, der kommer til at lufte mit beskidte undertøj på bloggen.

På en eller anden måde er det, at skrive og offentligegøre mine tanker blevet en form for terapi for mig.
Jeg har ofte tænkt på, om det ville give mig lige så meget blot, at skrive tankerne ned og bevare dem for mig selv. Jeg tror det ikke. Jeg tror faktisk, at en del af terapien består i, at mine ord bliver offentliggjort. Hvorfor mon det er?? Det kan jeg ikke selv gennemskue, for i virkeligheden er jeg et meget privat menneske.

Jeg er ingen blogger, bare sådan en der har en blog. Der er i min verden stor forskel.

Det her indlæg er skrevet meget mere i stikordsform, end jeg bryder mig om. Men jeg øver mig på, at alle indlæg ikke behøver, at være gennemtænkte og “helt i skabet”. Nogen gange er der også noget særligt i det umiddelbare.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *