Sommerferie

Der var fest og glade dage, da jeg hentede mit smukke drengebarn på specialskolen i dag. Skolegården vrimlede med glade børn, for nu er det nemlig SOMMERFERIE!

Tænk at der allerede er gået et helt skoleår, siden Sigurd startede i skole, på sin 6 års fødselsdag. Slut med 0. klasse, næste år hedder det 1.b. Hvor er det bare vildt!! Jeg fatter slet ikke, hvor tiden er blevet af….

Det har været rigtig godt for Sigurd, at starte i skole. Han trængte til de nye udfordringer og selv om epilepsien har været skyld i meget fravær, har han alligvel formået, at udvikle sig på det her år. Særligt hans selvstændighed og sprog er forbedret. På mange måder er han ikke en lille dreng mere.

Det er sjovt, som ting kan ændre sig. Da Sigurd, som helt lille, blev syg, ville jeg under ingen omstændigheder have, at han skulle gå i specialinstitution. Men det ændrede sig jo heldigvis. For i dag er jeg virkelig glad for, at han har gået i netop specialbørnehave.
Men selv om han gik i specialbørnehave kunne jeg slet ikke forestille mig, at han skulle gå i specialskole. Jeg synes, at tanken herom virkede meget voldsom og skræmmende. I dag er jeg lykkelig over, at han går i specialskole. Han ville på ingen måde kunne rumme en normalklasse og de ville på ingen måde kunne rumme ham.
Jeg tænker, at det handler om, at jeg med årene har fået en større accept af, at jeg har et barn med et indgribende handicap.

Men nu er der altså sommerferie, i mange uger. Sigurd er ikke tilmeldt SFO, da han ikke kan magte det. Så vi skal have ham hjemme i næsten 7 uger. Hmmm…. tænker at det bliver lidt hårdt, for både ham og os. Han kommer helt sikkert til at savne sin skole og sine venner, rigtig meget. Og vi kommer til, at savne at blive aflastet, bare de få timer om dagen, hvor han normalt er i skole. Og da hans aflaster fortsat er sygemeldt, har vi heller ingen aflastning derfra. GISP!
Vi har ikke nogle faste planer for ferien. Vi tager det lidt fra dag til dag og planlægger ud fra, hvordan Sigurd har det. Dog er det, netop i dag, aftalt (med epilepsihospitalet), at vi bruger en del af sommerferien på medicinændring. Så I må gerne krydse fingre for, at det kommer til at blive fantastisk, med nyt medicin.

Billedet er af festglad dreng, som han så ud, da jeg hentede ham på skolen i dag. 🙂

image

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *