Søndag i sengen

Klokken er næsten 12 og alligevel er der ingen i vores lille familie, der endnu har forladt sengen.
Sigurd’s epilepsi raser og jeg kan ærligt talt ikke huske, hvornår han sidst har haft så mange anfald på én dag. De startede kl. 4.15 i nat og er fortsat med 20-60 minutters mellemrum. Jeg har ikke længere styr på, hvor mange anfald han har haft. Jeg stoppede med at tælle ved anfald nr. 15.
Det er små dumme anfald i den ene arm, han er ved fuld bevidsthed og skiftevis græder og taler imens de står på. De er korte, 10-30 sekunder, men opslidende på grund af mængden.
Han har dog lige haft et, som vi måtte bryde med stesolid, da det fortsatte. Nu er han træt og grædende og jeg er træt. Men jeg håber, at stesolid’en nu givet noget ro for de mange anfald.

Faktisk er der planer for dagen. Manden min og jeg skal på Northside festival et par timer i aften, efter drengebarnet er puttet. Planen er at hans unge aflaster skal være her og holde øje med ham imens.
For nuværende har jeg overhovedet ikke lyst til, at tage afsted og være væk fra ham.
På den anden side er vi i forvejen gået glip af rigtig meget af festivalen, på grund af problemer med pasning af drengebarnet. Faktisk har vi, til trods for partout armbånd, kun været afsted fredag og skal efter planen derud et par timer i aften. Men mere om både manglende pasning og Northside festival en anden gang.

Lige nu sidder jeg her, i fodenden af sengen og håber på, at drengebarnet får det bedre og jeg får modet til, at være væk fra ham, bare et par timer i aften.
Suk altså!

image

P.S: Gummi Tarzan kører på repeat, for nu 4. gang. Sigurd har et eller andet med Otto Brandenburg. Jeg forstår ham godt 🙂

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *