Nemesis er en kælling

Nogle gange så tror jeg, at nemesis er en mega stor kælling.
En kælling, som lytter til alt hvad jeg siger og alt hvad jeg skriver. Og hvis jeg så meget som overvejer, at sige højt, eller, som det var tilfældet i går, skrive, at det går okay med Sigurd, ja så kommer hun og laver ballade.
Efter næsten 10 dage uden store anfald, så ligger han her igen.
Han blev ringet hjem fra skole, hvor han havde haft anfald midt i musiktimen.

image

Med min fornuft ved jeg jo godt, at der ikke sidder en eller anden nemesis og kaster om sig med anfald, så snart jeg siger, at det går okay. Men altså, det er jo langt fra første gang, at vi har ytret et lille pip, om at Sigurd har det bedre/okay, for så at opleve at han dagen efter får anfald.
Og vi er ikke de eneste der har oplevet det. Generelt er det sådan i den omgangskreds jeg har, af andre forældre til børn med epilepsi, der taler vi aldrig om gode perioder, der bliver de blot beskrevet som biiiip.

Jo jo, man bliver sgu nok lidt overtroisk af, at have svært epilepsi helt tæt inde på livet.
Men I må da også indrømme, at det er lidt underligt, at så snart vi siger/ skriver at det hele faktisk er okay, ja så går der under et døgn før drengebarnet får anfald.

Hvad der også er underligt er, at jeg har haft en træls, nervøs, stresset og rastløs følelse i min krop i dag. Selv om jeg sendte en super frisk og glad dreng i skole, havde jeg mest af alt lyst til, at hente ham hjem igen, da jeg følte at han skulle være tæt på mig.
Moderlig intuition, måske?

Nu vil jeg stene Netflix og vente på, at drengebarnet har sovet stesolid rusen ud.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

1 tanke om “Nemesis er en kælling”

  1. Pingback: Overtro og karma | Mallemor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *