Forståelse af tid

Mit smukke drengebarn har længe været alt for langhåret og ikke på den fede måde, mere på den tjavsede-jeg trænger-til-at-komme-til-frisør måde.
Så i torsdags fik jeg endelig taget mig sammen til, at få bestilt en tid til frisøren til ham. Herefter fortalte jeg det til ham, at han skulle til frisør, når det blev lørdag.
Han blev jublende glad og herefter rasende, da det gik op for ham, at det ikke var lørdag og lige i det øjeblik han skulle til frisør. At han skulle vente var for ham, lige der, helt uoverskueligt.

Resten af torsdagen samt hele fredag, brugte han meget tid på, at tale om, at han skulle have klippet sit hår. Af en eller anden årsag synes han, at det er helt vildt fantastisk, at blive klippet. Han har altid gået ved den samme frisør og jeg tror, at hans begejstring skyldes en blanding af, at det er genkendeligt og dermed for ham trygt og at han synes det er hyggeligt og rart, at blive klippet og nusset i håret.
Da vi kørte hjem fra skole i går talte vi igen om, at han skulle have klippet sit hår og det var tydeligt, at han glædede sig. Herefter tænkte jeg ikke mere over det, før vi kørte ind af vores indkørsel og drengebarnet stak i det vildeste skrig! Jeg troede straks, at det var epilepsien der drillede, men kunne hurtigt konstatere, at skrigeriet skyldes skuffelse over, at det ikke var NU han skulle til frisør.
For selv om Sigurd forstår og kan kommunikere rigtig mange ting, så er begrebet tid altså en lidt for svær størrelse for ham. Han kender udtrykkende senere, i morgen og en anden dag. Han bruger dem ofte selv, fordi han har hørt os sige det, men han forstår ikke, hvad de dækker over. For ham er de alle sammen udtryk for behov, der bare skal dækkes NU.

Der er ingen tvivl om, at pictogrammer, skemaer og billeder vil være fantastisk til Sigurd, i TEORIEN. 
Det er det alle pædagoger og autisme konsulenter foreslår os. De ser alle det samme som os, en dreng der ofte er på enormt overarbejde for at holde styr på, hvad der skal ske, hvornår og hvorfor. I teorien burde pictogrammer, skemaer og billeder kunne give ham noget mere overblik og ro inde i sit hovede. Men desværre er det kun i teorien, at det vil kunne hjælpe. For vi har prøvet det hele, mange gange, selvfølgelig har vi det. I alle mulige forskellige former. Desværre uden succes, tværtimod. Han bliver alt alt for opslugt at det, så meget at det kommer til at fylde stort set alt for ham. Han bliver nærmest besat og kan slet ikke forholde sig til andet end det skema, hele tiden.
Så hver gang vi har prøvet det, har vi efter kort tid måtte fjerne det igen. DESVÆRRE, for jeg synes virkelig at det er ærgerligt, for jeg ved bare, at kan vi finde den helt rette metode til ham, ville det kunne hjælpe og afstresse ham rigtig meget.
Lige nu tænker jeg lidt over, om vi skal prøve igen i en eller anden form. Jeg tror det skal være noget med en tavle af en slags, som vi kan tage frem og pakke væk igen, når han har fået lov til at se på den. For ét er helt sikker, at have noget hængende fremme hele tiden, gør ham kun meget mere stresset.

I dag blev det endelig lørdag og dermed tid til, at komme til frisør!!! Drengebarnet var lykkelig, selv om han på billederne ser mere skeptisk ud end lykkelig. Efter han er kommet hjem har han lavet sin helt egen sang med teksten “klippe håret, klippe håret, klippe håret.” Simpel men god 🙂

image

GOD LØRDAG!!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *