Her går det godt

Eller godt og godt.…
Sigurd har alt for mange anfald pt, Jimmy har stadig dage med kvalme og svimmelhed og jeg kan ikke finde en ny hjælper, så det hele er lidt stressende.
Men ikke destomindre er det det jeg svarer, når mennesker jeg møder, spørger mig, hvordan det går. 
For helt ærligt, så orker jeg bare ikke altid, at være hende den armløse mor, til et barn med svær epilepsi og hustru til en mand, der har fået en 4 dobbelt bypass operation.
 Kan I ikke godt høre det? Det lyder simpelthen så sølle og faktisk synes jeg ikke, at vi er sølle. Overhovedet.

Og folk spørger jo, hvordan det går, når man møder dem. Selvfølgelig gør de det. Jeg gør det selv. Nogle gange af ægte interesse og nogle gange blot af vane. For det er ligeså naturligt og almindeligt, at spørge andre mennesker, hvordan det går/hvordan de har det, som det er at sige goddag og farvel.

Hvis det er folk der er tætte på mig, svarer jeg som regel ærligt, eller i hvert fald semi ærligt. 
Men hvis det er folk jeg ikke har set i mange år, så får de som regel et eller andet hurtigt, lidt undvigende svar, inden jeg hurtigt skifter emne.

I dag mødte jeg en mor, til en pige, som jeg har passet, da jeg arbejde i børnehave for 14 år siden!!! Da hun var færdig med, at fortælle mig om, hvordan det går med hendes datter, spurgte hun høfligt og naturligt, hvordan det går med mig. “Det går fint“, svarede jeg hurtigt.
Men da hun spurgte mere ind til mig blev det sværere…. FUCK altså. 
Inden længe hørte jeg mig selv lyve, eller i hvert fald gøre alt, hvad jeg kunne for, at undgå sandheden. For lige der orkede jeg ikke, at fortælle om mit barns epilepsi, der er så voldsom, at jeg pt. ikke kan passe et arbejde.
Det samme gør sig gældende, når jeg fx. er til frisør. Så kan jeg godt blive lidt en løgner. Så er jeg socialrådgiver, men arbejder ikke længere som sådan, da jeg nu er selvstændig med “min” webshop, hvor jeg sælger økologisk børnetøj. Drengebarnet prøver jeg, at tale så lidt, som muligt om. For jeg synes simpelthen ikke, at de behøver kende til hele sandheden, at det i virkligheden er min mand, der er selvstændig og jeg alene er forsørger af tabt arbejdsfortjeneste, så jeg kan passe mig epilepsiramte drengebarn. 

Man kan tænke, at det er lidt spøjst. For her på bloggen har jeg ingen problemer med, at beskrive, hvordan vores hverdag ser ud, hudløst ærligt. Men forskellen er, at her vælger jeg selv, præcist hvad jeg ville fortælle, hvornår og hvordan. Dertil kommer, at jeg slipper for medlidenhed og triste blikke. For det duer jeg slet ikke til, det der med at nogen har ondt af mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 tanker om “Her går det godt”

  1. Jeg har ikke medlidenhed med dig – det synes jeg, er et negativt ladet ord. Men jeg synes, du er fu***** sej!

    1. Tak!!! Selv om jeg faktisk ikke selv synes, at jeg er specielt sej, så bliver jeg altid så glad for sådanne kommentar. 🙂

  2. Jeg synes altså også du lyder sej!!

    Og jeg havde nær sagt: selvfølgelig lyver du. Det gør vi stört set alle fra tid til anden i forhold til netop det spørgsmål. Dine svar er bare lidt mere standardiserede.
    Min svigerinde kalder sig i øvrigt også forfatter og hun har da også skrevet en bog og fået den udgivet (for egne penge ), men tror ikke hun har solgt et eneste eksemplar. Men hun har ikke altid lyst til ar sige hub er førtidspensionist grundet psykisk sygdom.

    1. Tak skal du have. Tror det handler meget om, at det jo bare er fedest, hvis man kan sige, at man arbejder og dermed forsørger sig selv. Der er rigtig meget identitet i et arbejde og pludselig har jeg mistet det…… så måske derfor “løgnen” føles værre for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *