Den dag det hele begyndte

Som jeg skrev tidligere på måneden, er november en måned, som er fuld af årsdage/mærkedage i vores lille familie.
I tirsdags var en god en af slagsen, nemlig vores bryllupsdag.

I dag kan vi igen fejre en årsdag, dog ikke den gode af slagsen. I dag er det nemlig præcis 6 år siden, at Sigurd havde sit første og andet epilepsitiske anfald. Fra denne dag har vores liv aldrig været det samme, som før.

Selv om det er 6 år siden, står dagen stadig fuldstændig klar i min erindring. Jeg kan huske selv de mindste detaljer, som fx. hvilket tøj Sigurd havde på og hvordan vejret var.

Dagen startede som alle andre ved 7 tiden, hvor Sigurd vågnede og kom op i vores seng. Jeg ammede ham og han faldt i søvn igen, det samme gjorde jeg. En times tid efter vågnede jeg og stod op og gik i bad. Sigurd og Jimmy sov stadigvæk.
Da jeg kom ud af badet kunne jeg høre, at Sigurd var vågen og lå og pludrede inde i sengen. Jeg gik ind til ham, satte mig på sengekanten og snakkede med ham.
Pludselig opdager jeg, at hans højre hånd kramper rytmisk. Jeg vidste ikke hvad det var, men jeg havde en fornemmelse at noget var helt galt. Kan huske at jeg fik en følelse af panik og jeg råbte til Jimmy, at han skulle se Sigurd´s hånd. Han mente at det ikke var noget farligt, for babyer laver jo så mange underlige bevægelser.
Efter 5-7 minutters tid blev vi dog enige om, at vi måtte ringe til nogen. Det blev sundhedsplejersken. Hun sagde, at hvis det ikke var stoppet, skulle vi ringe 112. I det samme stoppede anfaldet og jeg åndede, for en stund, lettet op.

Herefter fik Sigurd en ren ble og bagefter ville jeg ammer ham. Jeg kunne med det samme mærke, at der var noget helt galt. Han føltes helt forkert og underlig slap.
Så vi ringede til lægen, hvor vi fik en tid samme dag kl. 14. Tiden sneglede sig afsted, men endelig blev klokken 14 og vi havde tid ved lægen. Hun undersøgte ham og konkluderede ret hurtigt, at han var noget slap i det og, at hans reflekser ikke fungerede optimalt. Så vi blev sendt videre til Skejby´s børnemodtagelse.

Det var før vi fik bil, så vi måtte afsted med bussen i blæst og bidende kulde.
Da vi ankom til Skejby Sygehus, fik vi anvist en stue og så kunne vi ellers bare vente og vente og vente.
Efter mange timers ventetid, blev det endelig vores tur. En læge og en sygeplejerske kom ind på stuen til os. Da vi havde talt med lægen i ca. 5 minutter, begyndte Sigurd at krampe igen. Denne gang i venstre hånd. Et øjeblik efter var stuen fuld af læger, sygeplejersker og en bioanalytiker, som alle stod bøjet ind over Sigurd. Det hele virkede meget kaotisk og voldsomt.
Efter ca. 10 minutter gav de ham stesolid og et par minutter herefter var anfaldet stoppet.
Jeg fik Sigurd over til mig, han var slap og når jeg kiggede ham ind i hans smukke blå øjne, lignede han en junkie.

Ligeså hurtigt stuen var blevet fyldt med mennesker, ligeså hurtigt var den tom igen. Tilbage sad kun Sigurd, Jimmy og jeg.
Men det varede ikke længe, for et øjeblik efter kom lægen ind igen. Han sagde, at de blev nødt til, at beholde os og tage en række prøver.
Én af prøverne var en rygmarvsprøve, for at udelukke meningitis.
De så helst, at Jimmy og jeg forlod stuen imens de tog rygmarvsprøven. De sagde, at det ville blive en meget voldsom oplevelse og de havde ikke ressourcerne til, at tage sig af os inde på stuen på samme tid.
Jimmy tog i mod deres anbefaling. Han havde brug for en pause fra alt det barske, som foregik på stuen. Han havde brug for at komme udenfor og tale i telefon med sin mor og søster, græde og ryge en hel masse smøger.
Jeg havde fuld forståelse for hans beslutning, for det var den rette for ham. På samme måde, havde Jimmy forståelse for min beslutning om, at blive på stuen sammen med Sigurd. Han havde fuld forståelse for, at jeg på det tidspunkt ikke kunne rumme ham og hans følelser. Det eneste jeg kunne rumme var Sigurd og hvordan han havde det.

Jimmy forlod stuen og det var en lettelse for mig. For jeg vidste, at hvis han var blevet på stuen, ville jeg føle en eller anden form for forpligtelse til, også at skulle holde øje og passe på ham.
Jeg har tilbragt en stor del af min barndom på hospitaler og jeg vidste, hvad de talte om når de sagde, at “der skulle måles sat”, “lægges venflon” og så videre. Det gjorde Jimmy ikke, på dette tidspunkt var hospitalsvæsnet stadig nyt og skræmmende for ham.

Før de gik igang med rygmarvsprøven, fandt de en stol og beordrede mig til, at sætte mig på den, fordi de var bange for at jeg skulle besvime.
Autoritetstro gjorde jeg som de sagde, men det virkede total naturstridig, at sidde der 5 meter fra mit barn, som blev holdt sammenbukket af to sygeplejerske, alt imens en læge med en lang nål, forsøgte at tappe rygmarvsvæske fra ham. Så efter ca. 2 minutter rejste jeg mig op og gik hen til min grædende baby, bukkede mig ned over ham, kyssede på ham og sang for ham.
En time og utallige stik senere, måtte lægen opgive. Han kunne ikke få noget væske ud.
Da Sigurd ikke havde feber, konkluderede de, at det nok heller ikke var meningitis.

Så vi blev kørt over på afdelingen, fik en stue og blev igen overladt til os selv, mørket, stilheden og angsten.
Dagene, ugerne og månederne der fulgte var de værste og mest hårde i mit liv. De var fulde af anfald, ambulanceture, undersøgelser, indlæggelser, angst, sorg, frustration og afmagt.

På denne dag, dagen for Sigurd´s første og andet anfald, var mine tanker et virvar. Men udadtil var jeg igennem hele dagen rolig og fattet. Ingen tåre eller anden form for reaktion. Jeg var så fokuseret på Sigurd, at mine følelser var underordnede.
Men min krop insisterede på en reaktion, ovenpå et døgn fuld af vilde oplevelser. Så dagen efter vågnede jeg med næsten 40 i feber og jeg har sjældent haft det så dårligt.