Hvilken sygdom er mest værd?

Da jeg havde afleveret Sigurd i skole her til morgen, kørte jeg hjem og spiste morgenmad og tjekkede facebook. Her kunne jeg se, at flere jeg kender havde delt et indlæg, som jeg også selv skyndte mig at dele på min egen facebook væg. Indlægget er skrevet af en kvinde, som undrer sig over, hvorfor vi egentlig kun skal samle ind til, at knække cancer. Jeg kunne næsten ikke være mere enig med hende. Jeg er helt enig med hende i, at cancer er en ond sygdom, som for alt i verden skal bekæmpes. Jeg har selv mistet mennesker, som stod mig nær, til cancer og statistikkerne, for hvor mange der rammes af sygdommen, er uhyggelige.

Men der er altså også mange andre sygdomme der er uhyggelige og onde og det er som om de drukner lidt i cancer indsamlingerne.

Det samme gør sig gældende på landets hospitaler, her tænker jeg særligt på landets børneafdelinger, hvor børnecancer afdelingerne årligt modtager voldsomt mange penge. Alene Rigshospitalets afdeling for børn med cancer modtager årligt en million kroner.
Jeg synes det er skønt, at så mange mennesker har lyst til, at donere penge til syge børn. Men hvorfor skal det være forbeholdt én gruppe syge børn? Hvorfor er børn med cancer mere værd end andre syge børn? For det er ærligt talt den følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg har svært ved, at se rimeligheden i, at de på børnecancer afdelingerne ikke mangler noget i forhold til legetøj og andre sjove tilbud, når dette ikke er tilfældet på alle andre børneafdelinger. Jeg har ligget på afdelinger, sammen med Sigurd, hvor udvalget af legetøj er skammeligt småt eller slidt og hvor der er et gammel tv på stuen, hvori der er en VHS maskine, som engang virkede.

Jeg kan huske en sommer, hvor vi var indlagt sammen med Sigurd. Udenfor var der stort telt og gang i en masse sjov og ballade, men vi kunne ikke deltage i løjerne for døren ud til teltet var låst. Da vi spurgte til, hvad det var der foregik udenfor fik vi at vide, at der var fest for alle børnene fra børnecancer adelingen, men det var kun forbeholdt dem. Der kom ikke nogen fest, for andre syge og langtidsindlagte børn den sommer.

Jeg ved, at det er et farligt emne, at komme ind på og det kan hurtigt komme til, at lyde som om jeg ikke under børnene med cancer al det legetøj, de tv og de oplevelser de får. Men det gør jeg, jeg synes de har fortjent ALT det de har på deres afdelinger og mere til. Men der hvor det bliver svært for mig er, at det kun er forbeholdt dem. Jeg forstår ikke, at pengene ikke kan deles ligelidt ud? Jeg synes ikke, at man bør kunne donere penge til én specifik børneafdeling. Jeg kunne ønske, at hospitalerne samlede alle de penge de modtager til indlagte børn, og ligelidt fordeler dem ud på de forskellige afdelinger.

Jeg er klar over, at børn med cancer ofte er indlagt i lang tid og at de ofte har det meget dårligt. Men det gør sig faktisk også gældende for rigtig mange andre børn, fx. børn med epilepsi, cystisk fibrose CP, mave-tarm sygdomme, børnegigt og mange andre sygdomme.
Og nu kommer jeg lige med et lille forsigtigt pip. De fleste børn med cancer, bliver heldigvis helbredt og kommer til, at leve helt normale liv. Dette er sjældent tilfældet for børn med de andre sygdomme, som jeg har nævnt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar til “Hvilken sygdom er mest værd?

Skriv et svar