Jeg vil ønske, at jeg var millionær

  • af

Jeg ved godt, at man siger at penge ikke gør én lykkelig. Det gør de muligvis heller ikke, men de gør unægteligt mange ting nemmere og med mange penge på kontoen, vil jeg bestemt slippe for en del bekymringer.

Jeg modtager tabt arbejdsfortjeneste for at passe Sigurd. Tabt arbejdsfortjeneste er en slags løn, som man kan få, hvis ens barn opfylder visse kriterier. Jeg er dybt taknemmelig over, at bo i et land, hvor dette er muligt.

Hvert år ved denne tid skal min tabt arbejdsfortjeneste revurderes og det er jo sådan set fair nok. For selvfølgelig skal kommunen ikke betale mig denne ydelse længere, når/hvis mit barn får det væsentligt bedre. I så fald skal jeg selvfølgelig ud og bidrage til samfundet igen.

Men det jeg ikke bryder mig om, er den usagte mistro. En mistro der handler om, at jeg måske bare sidder på min flade og skovler penge ind fordi jeg er doven. En mistro til, om mit barn nu har det så dårligt som jeg siger, måske er jeg bare en overbeskyttende mor, måske kan han i virkeligheden sagtens passes ude meget mere end der er tilfældet i dag??

Jeg har, som det kræves af mig, sendt kommunen en lang beskrivelse af Sigurd, hans sygdom og hvad det betyder for vores hverdag. Derudover har jeg givet samtykke til, at der må indhentes udtalelser fra børnehave, skole og diverse hospitaler og det er helt fair. For jeg ved godt, at der er enkelte forældre der gerne vil presse citronen, ligesom der er nogle, der har svært ved at se helt objektivt på deres egne børn. Det har vi vel allesammen i en eller anden grad.
Men selv om alle disse instanser, ligesom jeg selv, beskriver at der fortsat er behov for tabt arbejdsfortjeneste, får jeg den følelse, at kommunen ikke helt tror på os, i hvert fald ikke sådan helt.
Når jeg skriver kommunen og ikke den enkelte socialrådgiver, er det fordi jeg netop ikke tænker, at det nødvendigvis er et udtryk for den enkelte socialrådgivers tankegang, men mere den organisation han/hun er ansat under og at det mest af alt handler om, at der skal spares en hel masse penge, igen.
Det skræmmer mig endnu mere, for det er godt nok en hård modstander, at være oppe imod. Og hvorfor skal det overhovedet føles som om, jeg er “oppe imod” nogen? Jeg vil faktisk bare det, der er bedst for mit barn og min familie.

Jeg er selv uddannet socialrådgiver og har arbejdet som sådan i mange år. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke savner mit fag og det at have kollegaer. Jeg er socialrådgiver helt ind i hjertet og det gjorde mig stolt, at kunne sige, at netop det var mit arbejde, at det var det jeg tjente mine penge på.
På samme måde bliver jeg ikke stolt, når jeg fortæller folk, at jeg får penge for, at gå hjemme og passe mit barn. Det burde jeg måske? Være stolt over, at jeg har tilsidesat mit eget behov for en karriere og i stedet gør det, der er bedst for mit barn? Men det gør jeg altså ikke, mest af alt føler jeg, at det sætter mig i en ydmyg situation, hvor jeg skal forklare mig selv igen og igen.
En veninde spurgte mig for nyligt, om jeg ikke synes det er underligt at få penge for, at passe mit eget barn. Nej, var mit svar. Det synes jeg oprigtigt ikke det er, for jeg ved ikke hvordan det skulle være anderledes. Jeg har ikke en rig mand der kan forsørge mig og vi har ikke udsigt til, at arve penge efter en rig onkel eller tante.
Hvis jeg gik på arbejde, hvem skulle så tage sig af mit barn, når han vågner hver 20. minut natten igennem, fordi epilepsien driller.
Hvem skulle ligge med ham i sengen til kl. 17, fordi han ikke kan andet?
Hvem skulle køre ham i skole kl. 9.30 og hente ham igen kl. 12.30, fordi han ikke magter en længere skoledag?
Hvem skulle sidde i lange telefonkøer til hospitaler, læger, apoteker flere gange om ugen?
Hvem skulle tage med han til kontrol på diverse sygehuse?
Hans far? Ja. Men hvem skulle så passe hans arbejde??

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *